Forstander

Velkommen til Bonderupgård.

Bonderupgård tilbyder en god og spændende hverdag for beboere og for medlemmer af aktivitetscenteret.

Projekt Dyr- og udeliv, som Københavns kommune har givet tilskud til gennem udnævnelsen til profilplejehjem fra 2014, viser, at mennesker ønsker at leve et interessant og aktivt liv også ”oppe i årene”, eller når man har brug for støtte og omsorg.

Alle vil gerne have noget at stå op til og noget at glæde sig til i ugens løb: I indkøbscenteret, i Dyrehaven, til stranden; et besøg hos vores kolleger og medborgere på et andet plejecenter - eller en tur over sundet til Sverige! - Dyrene giver stof til eftertanke, de hygger, laver ballade og er sammen med os til hverdag og fest!

Ideen om profilplejehjem er opstået gradvist i takt med, at Bonderupgård har fået mere fokus på dyre- og udeliv. Vi har set, hvor meget glæde beboere og borgere har af kontakten med dyrene og ved at indgå i de hverdagsaktiviteter, der knytter sig hertil. Vi oplever, at mange reagerer positivt, når de har kontakt med dyrene, og at det har stor betydning for dem at deltage i den daglige pasning og omsorg af husets dyr.

Dette støtter også op omkring Bonderupgårds vision: ”At beboere og borgere oplever og har et interessant og aktivt almindeligt liv, hvor dyre- og udeliv er en del af hverdagen.”

Med venlig hilsen

Heidi Pettersson

Forstander